"Hindbærorm" er er egentlig larven af Hindbærbillen (Butyrus tomentosus). Larven kan findes i hindbær, brombær o.a. bær. Den voksne bille er ca. 4 mm lang, mørkebrun eller næsten sort.
Billen overvintrer som voksen, og kommer først frem om foråret på det tidspunkt, hvor hindbærrene sætter blomsterknopper. Den søger straks ind i knopperne, hvor den spiser af støvdragere og griffel inde i knoppen. Billen kan også spise af bladene og kan i det hele taget nå at få lavet stor skade på hindbærplanten, inden denne når at sætte bær.
Også i frugttræernes blomster kan hindbærbillen gør stor skade, så denne bille er værd at lægge mærke til.
Æggene bliver lagt i blomsterne, og der lægges normalt ét æg i hver blomst. Efter 1-2 uger klækker larven, der straks begynder at gnave i blomsterbunden og ved plukning af hindbærrene, kan man tit få larverne med i skålen. Sent på sommeren eller hen på efteråret forlader larverne frugterne. De kravler ned i jorden, hvor de spinder sig ind i en kokon, som de forpupper sig indeni. Normalt vil den voksne bille klække fra puppen om efteråret, men enkelte larver kan dog ligge over til næste år.